Havreholm
Slot er i dag et eksklusivt konferencested i Nord-Sjælland, ikke langt fra
mondæne Hornbæk. Reelt set er der tale om hovedbygningen til et tidligere
landbrug, der på dygtig vis markedsføres som slot, og som har fået et skær af
myte over sig.
Store erhvervsvirksomheder såvel som Regeringen holder møder på ’Slottet’, og rigmænd med masser af tid hygger sig på de tilstødende golfbaner. Inge Correll, fhv. SAS-stewardesse, står for både ’takten og de nye toner’ på det usædvanlige slot.
INGE CORRELL (65), indehaver af Havreholm Slot i Nord-Sjælland, tæt på mondæne Hornbæk, er damen, der slår tonen an. Hun identificeres ofte som ’den ny Emma Gad’, hun bekender sig til royalismen, og hun har formået at få Havreholm Slot til at fremstå som et eksklusivt, næsten myteagtigt konferencested med tophemmelige møder for både regering og spidserne i dansk erhvervsliv. Og så er der også dem, der husker hendes navn blive sat i forbindelse med fhv. statsminister Poul Schlüter kort tid efter, at han havde mistet hustruen Lisbeth.
Fra Inges ’unge liv’ kan nævnes hendes år i SAS, hvor hun arbejdede som stewardesse (1963-66) og sluttede af som chefstewardesse og instruktør (1966-72) for selskabets danske og japanske stewardesser. Derefter blev hun salgsdirektør på Hotel d’Angleterre i København for senere at etablere egen repræsentation for hoteller i Syd-Frankrig og Monaco.
Alle epokerne i Inge Corrells liv ser hun tilbage på med glæde, og hun fortæller lige entusiastisk om samtlige. Minderne fra SAS-tiden dukkede selvfølgelig op i marts i år, da SAS havde de hårde forhandlinger med fagforeningerne og i særlig grad med kabine-personalet. Der var ved at opstå gnid mellem de forskellige personalegrupper, og eksempelvis blev stewardesserne skældt ud for at være nogle ’forfinede damer med lange, røde negle’.
Inge kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over den karakteristik. Hun synes nok, at det stempel passede bedre på den kvindelige del af kabine-folket dengang, hun selv var ansat i SAS, end i dag:
’Hele servicedelen i lufttransport er, som jeg oplever det, blevet så effektiviseret, at der ikke er megen plads til forfinede damer med lange, røde negle. Men selvfølgelig er faget fortsat omgivet af en vis glamour – specielt hos folk udenfor branchen. Jeg finder, at effektiviseringen gør det til et slid at være stewardesse i dag; og på de kortere ruter er der ikke mere tale om dyre overnatninger ude på destinationerne. Det er ud og hjem samme dag.’
Om sin egen tid som stewardesse fortæller Inge:
’I 60’erne var det enhver ung piges drøm at blive stewardesse. Det job fremstod som noget eventyrligt, hvor man havde mulighed for at opleve den ganske verden og måske møde sin prins oppe i luften. Og dengang var der tid til at kræse om passagererne og samtidigt have det hyggeligt med kollegerne. Flyene var kun sjældent fyldt op, så der var aldrig noget stress.’
Inge tilføjer, at der blev stillet tre krav til unge damer, der ville flyve hos SAS: De skulle have udseendet med sig, de skulle kunne tale mindst tre sprog, og endelig skulle de have en vis viden om kunst, historie og religion, så de ikke stod på bar bakke i deres ’hygge-samtaler’ med passagererne.
Selvom Inge for længst havde forladt SAS, da svenskeren Jan Carlzon var chef (1981-93), kan hun ikke lade være med at pege på ham som en af de SAS-chefer, der efter hendes mening har haft meget stor, positiv betydning for SAS og for selskabets image både indadtil og udadtil. ’Han var bare fantastisk,’ synes hun – samtidigt med, at hun beklager, at hans eftermæle ikke blev af den dimension, han havde fortjent.
Hvem hun også erindrer sig fra SAS-tiden, er danskeren Chris Hunderup. Han havde været salgsdirektør i SAS/Danmark og kom til Stockholm, hvor han blev medlem af direktionen. Han får også mange roser med på vejen af Inge. ’En dygtig mand,’ siger hun også om ham.
En person, Inge ligeledes har haft et nært forhold til, om end på en helt anden måde, og som hun også taler særdeles positivt om, er fhv. statsminister Poul Schlüter. Faktisk blev deres navne kædet sammen i pressen med klare romantiske hentydninger!
Herom udtaler Inge:
’Det er rigtigt, at Poul og jeg så meget til hinanden for ikke så mange år siden. Efter hustruen Lisbeths død behøvede han hjælp på forskellig vis. Jeg udgjorde hans støtte.’
Mere end det vil hun ikke sige om det forhold.
Inge og Chris Hunderup træffes stadigvæk. Det gør de i regi af VL-gruppe Nr. 2, hvor de udveksler synspunkter af erhvervspolitisk karakter, ligesom der af og til bliver snakket om gamle dage i SAS. I pågældende virksomhedsledergruppe sidder også andre fremtrædende erhvervsfolk, bl. a. fhv. skibsreder i A. P. Møller, Bjarne Hansen, Diners Club-chefen Kurt Thyregod, erhvervsadvokaten Jan Erlund, der er fhv. bestyrelsesformand i DFDS, Niels Bach, fhv. DFDS-chef, samt fhv. industriminister Anne Birgitte Lundholt henholdsvis industrimanden Thomas Duer.
Det er i det forum, Inge Correll har sine kontakter til den etablerede del af erhvervslivet. Og selvom hun ikke direkte håndplukker sine kunder blandt medlemmerne i VL-gruppen, så gør hun det på sin vis alligevel. Mens hun i medierne får det store overblik, både på den politiske scene og i erhvervslivet, henter hun nemlig den mere specifikke viden hos de mennesker, hun er sammen med i VL-gruppen. Og dermed får hun, synes hun, i større grad fingeren på pulsen angående nye trends i erhvervslivet, både de opadgående og de nedadgående. Det er en værdifuld viden, når man driver en virksomhed som Havreholm Slot, der ikke er et konferencested i gængs forstand, men en niche på området – inkl. tilbud om at fornøje sig på de tilstødende golfbaner.
Nogen af de større banker hører med til Inges faste kundekreds. De lejer sig ind på Slottet, og de behøver ikke at meddele, at de ønsker at holde en inkognito-profil. Det sker helt af sig selv. Med sine kun 31 værelser i hoteldelen er det ikke et problem at reservere hele bygningen til selv mindre selskaber. Som Inge udtrykker det: ’Det er jo blot et spørgsmål om kroner og øre.’
At regeringen i flere år har holdt møder på Havreholm Slot, er dog ingen hemmelighed. Nok gives der ikke nogen forhåndsmeddelelse herom, ligesom Politiet afspærrer området, så kun lokale beboere får lov at passere; men Statsministeren plejer at orientere befolkningen om de drøftelser, der har fundet sted på disse regeringsmøder, ved direkte TV-transmission fra Biblioteket på Slottets 1. etage. På TV-skærmen står klart og tydeligt: Direkte fra Havreholm Slot. Og bedre reklame end så kan Inge ikke begære.
Når man kigger Havreholm Slot efter i sømmene, kan man ikke undgå at få den opfattelse, at der, reelt set, ikke er meget slot over bygningen – og slet ikke i størrelse. Det er en bygning fra 1800-tallet, der tidligere fungerede som hovedbygning til et større landbrug, gennem årene renoveret og moderniseret adskillige gange, så alting fremtræder og fungerer perfekt, inkl. den correllske service, bedre karakteriseret som den correllske ånd.
Med den megen hvisken om store virksomheders ’hemmelige møder’, regeringsmøderne m. v. har Inge Corrells Havreholm Slot udviklet sig til at være noget af en myte, hvilken status ’slotsfruen’ ikke er det mindste ked af. Havreholm Slot er, som myte betragtet, resultatet af intelligent markedsføring!
Fra tid til anden lejer også Hoffet sig ind hos Inge Correll, og Hoffet er en kunde, som Inge sætter overordentlig stor pris på. Hun er nemlig, som hun selv siger det, ’royalist om en hals’.
Ifølge Inge er det kun Prinsesse Alexandra, der aldrig har besøgt Havreholm. Ellers har ’hele den kongelige familie’ været der, og når Kronprins Frederik gifter sig 14. maj med australske Mary, holdes en royal formiddags-brunch i den hyggelige terrasse-restaurant for en kreds af kronprins-parrets bryllupsgæster.
Endnu mens disse linier skrives, er brunch’ens nøjagtige sammensætning ikke bestemt. Det vil dog ske i god tid før bryllupsdagen i samråd mellem Hoffet og Havreholm’s nye køkken- og restaurantchef, mesterkokken Jesper Vinding (52), der nærmest kommer fra Sølyst i Klampenborg.
To dage senere, således 16. maj, serveres samme brunch på Havreholm ved et åbent arrangement, som Slottets faste kunder og venner kan reservere bord til. Inge har bestilt Den Kongelige Livgarde’s Musikkorps til at musicere under brunch-arrangementet, der således løber af stabelen i en royal atmosfære.
På kronprinsparrets bryllupsdag indgår Inge i TV2’s kommentator-panel. Hun assisterer programværten Jes Dorph Petersen med oplysninger om, hvem der er hvem af gæsterne; om de ordener, de bærer; og om gæsternes rober.
Inge har også før været kommentator i TV ved kongelige begivenheder, og den opgave glæder hun sig til hver gang. Udover hendes royale begejstring udgør etikette-anliggender nemlig et af hendes store interessefelter. For godt og vel en halv snes år siden var hun forfatter til etikette-håndbogen Takt og Nye Toner, som hun skrev på opfordring af Nyt Nordisk Forlag. Den var en opfølgning på Emma Gads Takt og Toner, som første gang udkom i 1918, og som – trods talrige opdateringer – var i behov af fornyelse. Endvidere har hun lagt navn til skriftet Selskabslivets ABC, der giver gode råd om, hvordan man gebærder sig ved et større selskab med deltagere, som man ikke nødvendigvis kender alle sammen forinden. Hvordan bør man indlede en samtale med dem, man sidder sammen med? Hvad bør man tale om? Og frem for alt: Hvad bør man undgå at tale om?
Inge giver svar på det hele!
Til TRAVEL PEOPLE siger hun:
’Min interesse for at gøre tingene præcist, herunder også påklædning, har jeg fra min mormor. Hun lærte mig, at hvis man gør tingene rigtigt fra start, så opnår man en sikkerhed og et fundament, som gør én i stand til frit og uhindret at komme videre, og samtidigt får man meget mere tid tilovers til mange andre ting. Den belæring tog jeg til mig, og den har jeg haft som rettesnor gennem et snart langt liv. At gøre tingene rigtigt betragter jeg som en dyd.’
Frankrig har altid haft en stor plads hos Inge Correll. Ikke blot har hun arbejdet for franske hoteller, men i mange år har hun desuden haft sit eget lille, private ’slot’ på den franske riviera, mellem Nice og Cannes, og her opholder hun sig så meget, hun kan. Det er så ikke altid så længe, som hun egentlig kunne ønske sig, idet virksomheden på Havreholm forpligter. Dog er det Inges hensigt snart at begynde at trappe ned, og for at det kan lade sig gøre, overtager køkken- og restaurantchef Jesper Vinding en del af de administrative opgaver på Havreholm.
Inge havde ellers håbet, at den ene af hendes to sønner, Gustav (31), skulle have ført Havreholm Slot videre. Men sådan bliver det ikke:
’Gustav har en meget fin restaurantuddannelse fra Lausanne, og han har været på nogle af de største og bedste hoteller i verden. Men han finder mors virksomhed meget for bette.
Vi gjorde et forsøg i fjor, hvor vi bl. a. etablerede en sommerrestaurant i Hornbæk, som Gustav drev. Men han fandt hurtigt ud af, at han ikke ville slå sig ned i lille Nord-Sjælland. I dag er han tilbage i USA.’
Inge har også sønnen Frederik (33). Han er advokat og har absolut ingen ønsker om at arbejde i hotel- og restaurantbranchen.
Selvom fremtiden for myten Havreholm Slot således synes uvis, hviler den correllske ånd fortsat over stedet.