På rejse i tiden

En krydstogtsferie langs Grønlands vestkyst er en åbenbaring i tid – med en stilhed og en overvældende natur, der giver plads til at reflektere over tiden i ens eget liv uden stress og jag og med mulighed for at opleve en tidsfornemmelse uden at kigge på uret.

Af Lise Dakinah.

JACUZZIEN på syvende dæk af MS Frahm sprøjter vand ud af dyserne.

Nedsunket i det flydende, varme element og med et rælingens glasgelænder lige foran har jeg udsigt på første række til isbjerge, der ser ud til at flyde baglæns, mens vi i roligt tempo sejler nordpå, ganske tæt på Grønlands vestkyst. Flere milliarder år gamle fjelde står på kyststrækningen som et scenografisk bagtæppe og sender tankerne tilbage til jordens oprindelse. Al ting i Grønland minder om tid, og mens jeg holder mig flydende i jacuzziens vand, kommer stilheden mellem tankerne. Tiden bliver en underlig størrelse af oplevet tid, hvor den cirkulære tid i døgnets rytme ikke får solen til at gå ned, og den lineære tid med fortidens erindringer og fremtidens drømme ophører med at eksistere.

Jeg sidder lige midt i nuet – med en 5.000 år gammel klump gletcheris i min drink – på krydstogtsrejse i tilbagelænet magelighed nord for Polarcirklen ombord på Hurtigrutens MS Fram. Med enkle og dejlige kahytter og badeværelse med varme i gulvet, en udsigtssalon på syvende etage med store lænestole og panoramavinduer, der giver udsigt til isbjerge, hvaler, sæler og Diskobugtens smukke natur.

Udover en overdådig morgenmadsbuffet er der frokost og middag med omkring 20 varme og kolde retter, salater og 10 desserter, der suser direkte ind på sidebenene.

I løbet af ugen lægger vi dagligt til i grønlandske bygder og har mulighed for vandreture i den uberørte natur, sejlads i mindre både og en enkel helikoptertur over indlandsisen.

Foredrag

Men MS Fram er også et ekspeditionsskib med forskere ombord, der fungerer som guider på turene og kan svare på alt om geologi, indlandsis, flora og fauna samt fortælle om den grønlandske historie, om kulturen og myterne.

Ombord er der hver dag foredrag på engelsk, tysk og dansk til os 200 passagerer, der kommer fra Kina, USA, Rusland og 10 forskellige europæiske lande.

Turen fra Kastrup med Air Greenland’s brun-røde fly går til Kangerlussuaq med det danske navn Sdr. Stømfjord. Her ligger MS Fram og venter på os. Fartøjet skal være mit hjem og base de næste otte dage. En rejse ind i den vilde og overvældende grønlandske natur, i tiden og stilheden kan begynde.

Sila og mig

På andendagen går vi i land i Sisimiut, Grønlands næststørste by, hvor havnen er fyldt med fisketrawlere. Jeg har besluttet mig for en vandretur med en lokal guide ud på Teleøen.

Forbi et mindre interessant industriområde med skibsværft, fiskeindustri og tankanlæg kommer den grønlandske natur mig i møde med klippestykker, der stikker op gennem græstørv. Guiden fortæller om ruinerne af tørve- og stenmurshuse, der er 200 år gamle.

Helt ude på spidsen af halvøen og højst oppe på skrænten ud mod havet står nogle stensætninger. Det er grave fra saqqaq-kulturen, der går 4.500 år tilbage i tiden – dengang, da de første grupper af inuitter vandrede efter renerne over isen fra Canada og blev det første folkefærd i Grønland.

De døde blev anbragt siddende i deres fineste tøj, altid med ansigtet mod havet og havets moder Sassumap Arnaa, mens stenene blev bygget op omkring den aføde som en kiste. Måske sidder der stadig et flere tusinde år gammelt skelet og kigger ud over vandet, tænker jeg. De oprindelige grønlændere troede på Sila, en universel, magisk magt, der var allestedsnærværende i alt – planter, dyr, mennesker og havet.

Hundeækvator

Da vi på ny vender næsen mod havnen, bliver jeg gøet tilbage til nutiden. Sisimiut ligger lige på Polarcirklen, også kaldet hundeækvator. Det er nemlig kun tilladt at holde slædehunde nord for denne breddegrad, så alle steder i byen høres en piben og en hylen fra små og store hunde, der utålmodigt venter på sne og kulde.

Inden sidste udkald til afgang når jeg lige op af bakken fra havnen for at besøge Grønlands eneste konditori. Jeg har fået anbefalet en Qipisut, som er det grønlandske svar på en frøsnapper. Uhmm.

Om aftnen sidder jeg i udsigtssalonen og kigger ud af panoramavinduerne – kigger på vandet, der er farvet lyserødt af solen, som ikke vil gå ned. En flok hvaler overhaler os inden om og svømmer forbi igen mod syd.

Vi sejler på ny langsomt nordpå, og tankerne går og kommer i slowmotion. Jeg har besluttet at smide mit ur væk og forsøge at opleve tiden som en naturlig del af min krop og psyke.

Mit indre ur er nu indstillet på at vide, hvornår det er tid til at stå op og tid til at arbejde og tid til at slappe af.

Solkyst og tsunami

Først dukker hjertefjeldet op. Herefter kommer de små, farverige huse, der ligger klistret op af bjergets fod, omkranset af vand og isklumper.

Alle steder i Grønland har husene front mod havet, og her, nu 500 kilometer nord for Polarcirklen, skinner solen mere end noget andet sted i Grønland. Byen ligner et postkort. Ikke så sært er det således, at de fleste film fra Grønland er optaget med det lille fiskerleje Uummannaq som kulisse. Det samme gælder julekalenderen med Nissebanden. Julemandens hus ligger nemlig en halv times gang ud af byen.

Nede på kajen ved den lille havn sidder grønlændere og turister ved caféborde i solen uden for Cafémma og nyder udsigten og en cafe latte. Her ånder alt tilsyneladende fred og idyl. Men det er naturens kræfter, der bestemmer, hvor langt freden rækker. Den kan brydes med et tordenbrag og en efterfølgende flodbølge, fortæller Cafémmas indehaver, Winnie Johanson:

’I sommeren 95 knækkede et stort isbjerg midt over lige uden for byen, og en høj tsunami væltede ind over havnen og kastede fiskerbåde og containere et godt stykke op af bakken. Jeg måtte stemme imod fra indersiden af døren, så bølgen ikke skulle slå den ind,’ fortæller Winnie.

Isbjergene brager og knager hele tiden i Grønland. Det er en del af hverdagen, som kun turisterne bemærker. Men når det er alvorligt, er alle klar over det. Beboerne i Uummannaq véd, at der går fem minutter, fra isbjerget kælver, inden bølgen kommer. Børnene i byen løber, alt hvad de lært, op af bakken, og fiskerne kaster sig i de små både for at sejle dem ud af havnen, inden den helt store bølge samler sig.

På caféen møder jeg Ulf Klüpper, og han kan også fortælle om kræfterne i naturen. Ulf stammer fra Syd-Slesvig, men har boet i Grønland i 20 år:

’Det er naturens kræfter, der sætter min tid i perspektiv. Jeg kan lave alle mulige planer om, at i morgen skal jeg ud og fiske og grille i fjeldet. Men vejret skifter meget hurtigt heroppe, og det er naturen, der bestemmer over min timemanager,’ fastslår Ulf, der også oplever, at stilheden larmer i Grønland:

’Jeg har svært ved at falde i søvn, når jeg ligger i telt ude i fjeldet. Der er så stille, at jeg pludselig hører alle mulige lyde. Derfor forsøger jeg at være i nærheden af et vandfald.’

Isen overvælder

Vi har sejlet i fem dage, og sidst på eftermiddagen sidder jeg på en bakketop ved en vig og kigger over på den anden side, der er dækket af en fem kilometer lang isbræ.

Selv om Eqip Sermia-bræen knager ind i mellem, så forstår jeg, hvad Ulf mener. Her er så stille, at det føles, som om tiden er gået i stå. Solen skinner, og det dufter af varm jord. Jeg konstaterer, at de mange myg ikke kan komme gennem det myggenet, jeg har om hovedet. Og selv om jeg normalt er hysterisk over de små stikkere, kan jeg sagtens abstrahere. Det er roen, stilheden og de uberørte vidder, der overvælder.

På sjettedagen når vi det sted, jeg har glædet mig mest til at opleve – Isfjorden Kangia ved Ilulissat, tidligere Jakobshavn. Den har jordens smukkeste og mest imponerende, naturskabte isskulpturudstilling af katedraler, eventyrslotte og udefinerbare forme, der lyser op i vandet i hvide, turkise og jordfarvede nuancer.

Ikke for ingenting er fjorden med på Unesco’s verdensarvsliste. Her føder gletcheren Sermeq Kujalleq 10 pct. af alle Grønlands isbjerge svarende til 86 millioner ton vand hvert døgn. Jeg forstår, hvorfor Ilulissat betyder isbjerg, og hvorfor der findes omkring 100 ord for is på grønlandsk!

Hotellet med mesterkokken

Fjorden er fyldt med store og små isklumper. Vi er ude i en mindre båd, og med fare for, at et isbjerg vælter om i vandet eller kælver og dermed skaber en flodbølge, sejler vi langsomt i zig-zag rundt om mastodonterne.

Med et kig tilbage mod Ilulissat ses Grønlands stolthed, Hotel Arctic, der knejser helt ude på det yderste fjeld ud mod vandet, gletscheren og isbjergene, der flyder forbi i langsomt tempo. Her bor fra tid til anden statsoverhoveder, ministre, forskere og almindelige dødelige, i hotellets værelser såvel som i de fem igloer i metal, der er stillet op ved siden af hotellet.

Danskeren Erik Bjerregaard er direktør på hotellet, og med 40 år i Grønland og i april 70 år på bagen agter han at blive i det land, han er kommet til at elske. Hotellet slipper han ikke foreløbig. Og hotellet slipper ikke ham!

I køkkenregionerne er der også kærlighed til Grønland. Her regerer Jeppe Ejvind Nielsen, som har vundet det grønlandske mesterskab i mad tre år i træk. Jeppe har skrevet kogebøger om det nye grønlandske køkken og er vidt berømt for sin madkunst. Med syv år på Iskontinentet er kærligheden til de superfriske råvarer ikke sådan at sige farvel til.

Jeppes menukort har vundet berømmelse i et sådant omfang, at mange mennesker rejser til Hotel Arctic alene for at opleve maden, der først og fremmest består af grønlandske specialiteter med ’alt godt fra havet’, ligesom Jeppes kødretter, eksempelvis moskusoksesteg, serveres med rejer som tilbehør eller med hvalcarpaccio som forret.

Retten er sat.

Titanic

Tilbage på vandet er Sermeq Kujalleq – et af de få steder i Grønland, hvor indlandsisen møder havet og dér leverer de største isbjerge til Nord-Atlanten, sandsynligvis også Titanic’s banemand for 100 år siden og Hans Egede’s i 1959.

Nogle af iskolosserne eksisterede for to tusinde år siden, da Jesus gik rundt i Mellemøsten. Det er bare så stort, og jeg føler mig uendelig lille.

Grønland er en tidslomme, hvor flere milliarder års fortid mødes med nutiden. Det er en både mærkværdig og fantastisk oplevelse, og mit tidsperspektiv er i den grad blevet rykket. Jeg fornemmer, at Grønland kan give meget mere end, hvad jeg kan rumme på en uge.

Det skal jeg tilbage og opleve – en anden gang.

lise@travelpeople.dk

TRAVEL PEOPLE MAGAZINE – MAR/APR 2012