Den fremtidige flytrafik til Grønland

 

Kampen mellem luftfartsselskaberne vil primært udspilles mellem Air Greenland, Norwegian og Air Iceland, hvorimod et SAS-comeback bedømmes som mindre sandsynligt. Desuden forventes ad hoc charter på Ilulissat i forbindelse med krydstogt-sejlads samt lokaltrafik fra USA/Canada.

 

Af James B. Clinton.

 

 

EFTER AT GRØNLANDSKE POLITIKERE langt om længe har fundet fælles fodslag i spørgsmålet om ny lufthavn i Syd-Grønland og udvidelse af lufthavnene i hovedstaden Nuuk og i landets turisme-mekka Nr. 1, Ilulissat, samler interessen sig nu om, i hvilken udstrækning udenlandske luftfartsselskaber vil gøre brug af de nye lufthavnsfaciliteter.

   Dertil kan, efter TRAVEL PEOPLE’s umiddelbare vurdering, svares, at udenlandske luftfartsselskaber næppe kommer til at stå i kø for at etablere rutetrafik til Grønland, hvorimod chartertrafik nok kan være at vente i mindre grad. Efter al sandsynlighed vil Air Greenland stadigvæk være det selskab, som tager ansvar for grønlændernes trafik fra Grønland til udlandet – og vice versa.

   To selskaber, som udover Air Greenland må tages i betragtning, er Icelandair henholdsvis Norwegian, hvorimod det er tvivlsomt, om SAS vil gøre sin entré i den nye lufthavnsstruktur.

   Icelandair har via sit søsterselskab Air Iceland i flere år fløjet på Grønland, både til Nuuk og til Ilulíssat samt i en kort overgang tillige på Kangerlussuaq (Sdr. Strøm), så islændingene vil ikke være nogen nyskabelse i de grønlandske lufthavne, men blot en fortsættelse af selskabets hidtidige aktiviteter, om end selvsagt med tilpassede ændringer.

 

Dygtige nordmænd

Norwegian har god erfaring i at hoppe ind i helt nye projekter. Det ligger i deres blod, og de er ligeledes dygtige til at forsvinde igen, når et projekt viser sig ikke at svare til forventningerne. Ilulíssat vil helt klart være destinationen for Norwegian med et par flyvninger om ugen – måske kun én om vinteren og til gengæld tre om sommeren. 

   Nordmændene har vist stor dygtighed med hensyn til at søsætte nye ruter og også til at skabe den optimale markedsføring omkring dem.

   At man til gengæld næppe skal forvente at se SAS i Grønland igen, skyldes opsplitningen af trafikken på Søndre Strømfjord med halvdelen af trafikken til Nuuk og den anden halvdel til Ilulíssat. SAS vil næppe kunne fylde flyene op alene til Nuuk og tilsvarende heller ikke til Ilulíssat – set i lyset af konkurrencen fra Air Greenland og Norwegian.

   Skulle trafikken til Grønland hen ad vejen blive af uventede store dimensioner, som alligevel vil friste SAS til at gå ind på Grønland, må det antages, at SAS vælger en fast rute fra København til Nuuk med forslagsvis tre ugentlige afgange foruden ad hoc turisttrafik til Ilulíssat i mindre skala.

 

Nye fly

Betydningen af udvikling af lufthavne for på den måde at opnå større passager-antal blev fredag 30. november understreget af den administrerende direktør for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, ved et arrangement i foreningen Danske Luftfartsjournalister, som havde sin årlige jule-komsammen på Hotel Clarion i Kastrup:

   ’Såfremt en lufthavn ikke løbende opgraderes, både hvad angår tekniske og servicemæssige faciliteter, taber den i værdi for luftfartsselskaberne, og det er det samme som, at lufthavnen stagnerer og på sigt mister trafik,’ udtalte Thomas Woldbye. Han nævnte i den forbindelse, at Københavns Lufthavn har investeret i milliardklassen i de syv år, han har været CPH’s chef, og at passagertallet i samme periode er steget fra 13 mio. til nu 30 mio. om året.

   Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør i Air Greenland, der var tilstede ved mødet, bekræftede i samtale med TRAVEL PEOPLE Thomas Woldbyes udlægning af følgerne ved manglende opdatering af lufthavne og mente, at den omstændighed var et godt incitament for de nu godkendte lufthavnsprojekter i Grønland. Jacob sagde, at i fald, de grønlandske lufthavnsudvidelser var faldet til jorden, ville det være nærliggende at formode, at man havde oplevet en stagnation eller i værste fald tilbagegang i trafiktallene.

   På spørgsmålet om, hvilke flytyper man sigter mod at skulle flyve med, når de nye runways er ’køreklare’, oplyste han, at det anliggende i øjeblikket er genstand for diverse overvejelser og analyser:

   ’Vi indstiller os på fly, der kan medtage mellem 160 og 300 passagerer. Men derudover skal vi finde ud af, hvilken slags motor vi skal satse på, Boeing-Max eller Airbus-Neo, og endelig skal vi tage højde for, at det i nødstilfælde skal være muligt for flyene at nå en alternativ lufthavn, hvilket for Ilulíssats vedkommende vil sige Nuuk. Så længe Kangerlussuaq (Søndre Strøm) holdes i gang, vil den lufthavn selvsagt være det ubetinget bedste alternativ. Banens længde udgør ikke mindre end 2810 meter, og vejret dér er for det meste gunstigt,’ siger Jacob.  

   Et politisk spørgsmål, som endnu ikke er afklaret, drejer sig om, hvorvidt der vil blive stillet krav til udenlandske luftfartsselskaber om året rundt-trafik.

   En sådan betingelse er gældende for Air Greenland og er stadfæstet i koncessionen, men Jacob véd ikke, om samme krav bliver stillet til udenlandske selskaber:

   ’Det skal politikerne bestemme, men jeg kan for Air Greenland’s vedkommende blot sige, at det vil være noget nær umuligt at konkurrere, hvis vi skal leve op til krav om helårsbeflyvning, om ikke samme krav stilles til andre operatører.’

 

Hotelkapaciteten

Hotelsituationen i Ilulíssat er fyldestgørende i dag, men med Norwegian som fremtidig spiller i det marked vil flere hotelsenge utvivlsomt være påkrævet.

   Gennem mange år har Ilulíssats hotelflagskib været identisk med det Air Greenland-ejede Hotel Arctic med godt og vel 100 dobbeltværelser, mens byens næststørste hotel, Hvide Falk, i januar i år blev opkøbt af Albatros Travel i København. Hvide Falk opførtes i 1971 og har siden da haft skiftende ejere, uden at nogen af dem har fået den store, økonomiske gevinst ud af det.

   Angiveligt har Albatros’ formål med hotelovertagelsen i Ilulíssat været at sikre tag over hovedet til egne passagerer. Søren Rasmussen på Albatros har altid haft evnen til at se et perspektiv i sine handlinger.

   Når Hotel Arctic har haft status som ’største og førende hotel’ i Ilulissat, skyldes det ikke mindst, at Air Greenland har haft som politik i alle år at dække de underskud, der har været, samtidigt med at overskud er blevet geninvesteret for på den måde at kunne foretage jævnlige udvidelser, vedligehold og andre opdateringer af virksomheden. Dertil kommer, at Hotel Arctic gennem de seneste 26 år kun har haft én administrerende direktør, Erik Bjerregaard, som har levet for og kælet for ’sit’ hotel, som var det hans egen baby. Han har været tilstede på rejsemesser over det meste af Jorden for at kapre kunder. I september i år lod han sig pensionere i en alder af 76 år.

   Endvidere findes Hotel Icefiord, der i dag ejes af Jørgen Nielsen fra Topas Rejser i Ry på Jylland. Hotellet er smukt beliggende helt ud til vandet og rummer en suveræn god og anerkendt restaurant.

   Sidst i rækken kommer Bed-and-Breakfast-hotellet Avannaa med ca. 50 værelser. Avannaa er nabo til Hotel Arctic, og ejermæssigt er det hotel ikke bundet op til nogen touroperatør, luftfartsselskab eller lign.

   Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at intet hotel i Grønland er knyttet til nogen international kæde, hverken ejermæssigt eller som franchise.   ¤

 

   Et politisk spørgsmål, som endnu ikke er afklaret, drejer sig om, hvorvidt der vil blive stillet krav til udenlandske luftfartsselskaber om året rundt-trafik.

   En sådan betingelse er gældende for Air Greenland og er stadfæstet i koncessionen, men Jacob véd ikke, om samme krav bliver stillet til udenlandske selskaber:

   ’Det skal politikerne bestemme, men jeg kan for Air Greenland’s vedkommende blot sige, at det vil være noget nær umuligt at konkurrere, hvis vi skal leve op til krav om helårsbeflyvning, hvis ikke samme krav stilles til andre operatører.’

Et billede, der indeholder person, mand, væg, indendørs

Automatisk oprettet beskrivelse

Jacob Nitter Sørensen (t.h.), CEO hos Air Greenland, deltog fredag eftermiddag i Danske Luftfartsjournalisters jule-arrangement på Hotel Clarian i Københavns Lufthavn. Jacob informerede Preben om, hvordan Air Greenland forestiller sig, at flytrafikken vil udvikle sig, når lufthavns-udvidelserne er fuldendte.